Så er det tid at så tomater

Der kan være mange grunde til at så tomater og mange andre grønsager selv.

Det er sjovt, når det lykkes, der er penge at spare, for udplantningsplanter er dyre. Ud over frø, lidt jord og en smule gødning har man ingen udgifter ved at lave dem selv. Lyset er gratis, hvis man nøjes med dagslys, varmen har man alligevel – og arbejdet er lig med fornøjelsen.

En anden grund kan være, at man kun ved at så dem selv, kan være sikker på at få de sorter, man foretrækker. Specielt blandt tomater har enhver hobbygartner efterhånden sine favoritter. Men der er stor udskiftning blandt sorterne i havecentrene, det er langt fra sikkert, at man i år kan få de sorter, man kunne få i fjor – og når tiden er inde til udplantning, er der ikke tid til at køre rundt og lede efter sorter. Blandt frø er udbuddet af sorter langt større – og så ved man, hvad man har.

Med moderne lysarmaturer har hobbygartneren mulighed for at give planterne ekstra lys og varme, når der måtte være behov for det. Men venter du til marts med at så tomaterne, er der tilstrækkeligt med lys i luften.

Diskussionen om sorter er primært en diskussion om smag i frugterne. Men for hobbyavlere er det også vigtigt at dyrke sorter, som er modstandsdygtige mod sygdomme og som giver et godt udbytte også i kedelige somre. Såkaldt dyrkningssikre sorter – og så er der ikke sagt noget om smagen – er tomater som ’Elin’ og ’Gemini’, førstnævnte til drivhus, sidstnævnte til friland, men også god i et drivhus.
 
Fra frø til spirer

Tomater spirer bedst ved en temperatur omkring 22-25 grader, pas på det ikke bliver varmere. Frøene sås i en god, lys såjord, som ikke er tilsat gødning. For højt gødningsindhold i jorden kan genere spiringen. Jorden gennemvandes efter såningen og skal derefter holdes jævnt fugtig, ikke våd.

Kan man så tomatfrøene i potter eller i hver sin celle i de små såbokse, der er på markedet, kan hver plante få sit eget rodsystem. Derved undgår man at forstyrre væksten ved priklingen, som er den første omplantning til en større potte.

De små planter skal prikles så tidligt som muligt, det generer planterne mindst.

Planterne skal derefter sættes på øget afstand, når de er så store, at bladene rører hinanden. Det gælder om at hindre, at svampesygdom kan vandre fra en plante til den næste. Ved jævnligt at sætte planterne på større afstand sikrer man dem også mere lys.
 
Rettidig omhu

Den store gevinst ved at dyrke sine egen tomater ligger i at passe planterne så godt som muligt gennem hele sæsonen. Det vil sige plante dem i en god jord – f.eks. Home & Garden Plantesæk. Plante dem på god afstand, så de får mest muligt lys – og altså ikke masse flere planter ind i drivhuset, end der er plads til, når alle skal have god plads. Passe dem med vand og gødning. 

Sørge for at planterne ikke har det for varmt og forsøge at forhindre, at de får det for koldt. Huske at lufte ud og holde øje med svampesygdomme. Der er nok at se til, og man kan ikke springe noget af det over, ved at vælge den ene sort frem for den anden.
 
Så mange andre frø

Om foråret er der også god grund til at så blomkål, spidskål, squash, majs og mange andre grønsager inde, så de kan plantes ud senere.

Men inden man sår sine grøntsager, kan det være på sin plads at kigge to-tre uger frem og vurdere, om man har plads nok i vindueskarm-ene til at give alle småplanterne tilstrækkeligt med lys.

For meget varme og for lidt lys, mens plant-erne er små, giver ranglende planter. Der lettere bliver angrebet af sygdomme end stærke, kompakte planter. Derfor skal de små nye planter flyttes til lyse vinduer i køligere rum, når de er blevet priklet første gang og begynder at fylde mere i vindueskarmen.

Hvis ikke man er sikker på at kunne byde grønsager rigeligt med lys under hele opvæksten, er det måske ikke værd at så dem selv.