Tilbered julesnaps

Snapsen til julefrokosten 

 

Når højtiden nærmer sig, skal der inviteres til gilde – sådan har det altid været. Sammen fejrer vi begivenheden og hygger os med mad og drikke. Som vært kan du selv sætte dit helt personlige præg på oplevelsen; og måske har du allerede været i gang med at sætte smag på brændevinen?

 

Få, men gode regler og tips, når du vil lave snaps fra haven

 

  1.       Valg af alkohol

Kryddersnaps kan laves på de fleste typer alkohol. Hvis du ønsker at fremme de smagsgivende ingredienser, skal du vælge en smagsneutral alkohol, som eks. vodka. Alkoholprocenten bør være på max. 40 % - så der ikke udtrækkes bitterstoffer, og det kun er de milde og søde aromaer der efterlades.

 

  1.       Glas og flasker

Brug altid helt rengjorte glas og flasker, der kan lukkes hermetisk.

 

  1.       Trækketider

Først laver man et udtræk af det plantemateriale, som skal give kryddersnapsen smag. Fyld et sylteglas eller flaske ca. halvt op med det, der skal trækkes på, og hæld så helt op med alkohol.

Udtræk af BLOMSTER tager kun nogle få dage.

Udtræk af BLADE tager en enkelt eller et par uger.

Udtræk af BLØDE BÆR varer flere måneder.

Udtræk af HÅRDE BÆR og NØDDER varer op til et år.

 

  1.       Fortynding

Udtrækket skal filtreres, når trækketiden har varet længe nok. Nu skal væsken smages til og eventuelt fortyndes, hvis smagen er for kraftig. En portion udtræk kan derfor sagtens give flere flasker færdig kryddersnaps.

 

  1.       Indsamling

Krydderurter skal samles i tørvejr og gerne op ad dagen, hvor duggen ikke længere fugter bladene.

Frugter og frø skal først høstes, når de er helt modne. Kun valnød skal høstes umoden, inden skallen bliver hård.

Pluk først røn, slåen og kræge, når den første nattefrost er indtruffen. Plukker du før, skal de en tur i fryseren, så garvesyren neutraliseres.

Vil du prøve kræfter med eks. sødskærms rod, skal den graves op om efteråret eller forår, inden den blomstrer.

Du kan sagtens tørre krydderurterne, inden du skal lave kryddersnapsen. Det giver blot en anden smag.

 

En rigtig julesnaps

På 3-4 uger kan du lave alletiders gransnaps til julebordet.

Klip 2 – 3 10 cm lange skud af en rødgran

Hæld vodka over

Smag til efter 1 uge og lad blandingen få endnu en uge, hvis du kan lide den stærkere. Når du er tilfreds med smagen, filtreres snapsen og hældes på flaske, hvor den har godt af at hvile sig i ca. 2 uger inden den serveres.

 

Holdbarhed

Der er nærmest ingen udløbsdato for kryddersnapse, men står de lyst, vil især de, der er lavet på frugt, miste farven og måske give lidt bundfald. Hæld den gennem et kaffefilter og på en ren flaske.

 

Der findes utallige opskrifter på kryddersnapse og lige så mange måder at forberede dem på.

Klik her og få årstidens opskrifter på kryddersnaps. 

KUNDEKLUB

Du får særlige tilbud til kundeklubspris og nyhedsbreve på mail. Her giver vi tips og gode råd til dig og din have samtidig med, at vi fortæller om nyheder indenfor alt det grønne.

Tilmeld